Præcisionslandbrug

Med forskellig ny teknologi kan man dyrke jorden smartere og mere ressourceeffektivt. Det betyder mindre spild, lavere omkostninger og en mere bæredygtig produktion med højere udbytter og færre miljøpåvirkninger. Med præcisionslandbrug er et opgør med en ensartede behandling af en hel mark uanset forholdene og det er en metode til øget ressourceeffektivitet.

På en økologisk gård handler det om en varieret tildeling af f.eks. udsæd (frø, m.v.), organisk gødning og kalk – alt efter markens behov. Markens behov ændrer sig alt efter jordbundsforhold, terræn, og hvordan marken tidligere er blevet dyrket. 

Ved at variere tildelingen af input som gødning, frø, kalk mm. efter forholdene, kan man undgå spild, reducere omkostninger og få en mindre belastning af klima og miljø.

Brug af præcisionsteknikker er derfor et værdifuldt supplement til det økologiske landbrug og de økologiske principper.

CropManagerVed brug af digitale værktøjer kan man præcist udregne markens behov for f.eks. kalk forskellige steder i marken og dermed dosere specifikt efter behov. 

Forskellig mængde udsæd forskellige steder i marken

Markens jordsammensætning kan variere med f.eks. bakketoppe, hvor jorden er mere leret og indholdet af organisk stof er lavere. Det kan resultere i, at der opstår områder med uensartet fremspiring og vækst. I disse områder kan det være klogt at øge mængden af udsæd (kerner, frø, løg m.m., hvorfra afgrøden fremspirer) i forhold til andre områder af marken. På den måde kan man styrke afgrødens konkurrenceevne overfor ukrudt, sikre en god fremspiring af planterne, og at de modnes samtidigt. Dermed er der basis for et mere optimalt udbytte i hele marken.

Ved hjælp af satellitbilleder laver man et tildelingskort, der fortæller, hvilke mængder af frø, der er behov for, forskellige steder i marken. Tildelingskortet indlæses i såmaskinens computer, som via GPS-signaler ved, hvor i marken maskinen er, og derfor ved, hvor meget udsæd, den skal så ud.

Vidste du, at...

Udsæd er et fællesord for kerner, frø, løg m.m., man lægger i jorden for senere at kunne høste en afgrøde. 

Forskellig mængde gødning i samme mark

Mere præcis tildeling af gødning efter behov i marken, giver en økonomisk besparelse, samtidig med, at det er til fordel for miljøet omkring marken. Tildelingen af gødning baseres på jordprøver eller satellitmålinger ligesom ved gradueret såning.

Det er vanskeligere for økologer at bruge gradueret tildeling af gødning, da de bruger husdyrgødning, fremfor konventionelle landbrugere, der bruger kunstgødning. Årsagen hertil er, at teknologien for gradueret tildeling af husdyrgødning ikke er veludviklet endnu.

Forskellig mængde kalk forskellige steder i marken

En af de vigtigste værktøjer til præcisionslandbrug for økologer er gradueret kalkning baseret på GPS-jordprøver. Analyser af jordprøverne giver reaktionstal (Rt) og magnesiumtal (Mgt). Disse kan indsættes i det digitale værktøj, man bruger til at lave tildelingskort, og kalkningen kan tilpasses efter analyserne.

Fordelene ved at graduere kalkning er blandt andet, at man sikrer, at områder med lavt reaktionstal bliver hævet nok, men samtidigt at områder med højt reaktionstal ikke bliver kalket for hårdt. I områder med lavt reaktionstal kan nogle bælgplanters vækst hæmmes, mens områder med for højt reaktionstal kan give problemer med manganmangel.

Kort med reaktionstal

Man kan bruge et Rt-kort (Reaktionstalskort) til at graduere tildelingen af kalk i marken.

Fordele for klima og miljø ved præcisionslandbrug

Præcisionslandbrug bidrager til at reducere kvælstofudvaskning til vandmiljøet og mindske udledning af lattergas. Det kræver stadig mere forskning at kunne fastsætte præcis, hvor meget præcisionslandbrug kan reducere negative effekter fra kvælstof til gavn for klima og miljø. Det antages, at reduktioner i kvælstofudledninger vil være større end reduktionen i gødningsforbruget.

Vidste du, at...

I dag dyrkes 81 pct. af det samlede landbrugsareal med en eller flere præcisionsteknikker.

Aarhus Universitet anslår, at præcisionslandbrug kan bidrage med reduktion af landbrugets udledning af klimagasser på 18-36 CO2-ækvivalenter pr. hektar. Hvis man anvender præcisionslandbrug på hele Danmarks areal, vil man kunne reducere udledninger med 46-93 CO2-ækvivalenter pr. år. Til sammenligning forventes braklægning af 100.000 hektar at bidrage med 219 CO2-ækvivalenter pr. år.


Mere viden

Videnscenterportalen, Præcisionslandbrug (læs her).

ØKO-portalen, Økologiens værdier og principper (læs her).